Menu

Nyt æresmedlem i SSB

image
18. februar 2020 kl. 15:21

Æresmedlem Thomas Jensen 2020

 

Storvorde Sejlflod Boldklubs bestyrelse har på dette års generalforsamling  udnævnt Thomas Jensen som æresmedlem. Det er ca. 20 år siden, klubben sidst udnævnte et æresmedlem, og titlen er tidligere tildelt Edgar Hansen (1980), Svend Hansen (1990) og Kaj Simonsen (2001).

At blive udnævnt som æresmedlem er selvsagt noget helt særligt, og det kræver, at den, der udnævnes som æresmedlem, har gjort en helt særlig indsats. Det gør sig i særdeleshed gældende for Thomas Jensen, som vi ved dette års generalforsamling udnævnte til æresmedlem.

Thomas Jensen har i snart 50 år haft sit virke som frivillig i fodboldverdenen og har lavet et kæmpe stykke frivilligt arbejde på både klub-, lokalunions- og landsplan.

I starten af 70’erne flyttede Thomas til Storvorde, og han blev hurtigt en del af SSB’s fodboldafdeling. Over to perioder var han formand for SSB, første gang fra 1974 til 1977 og igen fra 1989 til 1992.

Thomas var hjernen bag Teenagecampen, der siden 2008 er gennemført i et samarbejde mellem DBU og SSB. Gennem årene er der på campen uddannet ca. 300 unge dommere og en lang række trænere, hvilket har bidraget væsentligt til fodboldens nuværende samt fremtidige træner- og dommerstand.

Det var også Thomas, som tog initiativet til en fodbold-cup i forbindelse med SSB’s 75 års jubilæum i 2015. Siden da er cuppen hvert år gennemført med ca. 100 hold, der gæster SSB - og stadig med Thomas ved roret.

Da SSB i 2016 søgte og fik tilskud til etablering af en kunstgræsbane, var Thomas heller ikke sen til at melde sig som en af tovholderne, og han har gennem hele processen været en stor hjælp og arbejdskraft i Storvorde Sejlflod Kunstgræsforening, hvor han også har plads i bestyrelsen. Han har derudover tilegnet sig evner til at passe og vedligeholde kunstgræsbanen som traktorfører i det, der i daglig tale kaldes John Deere Klubben.

Thomas er altid klar til at give en hjælpende hånd, uanset om det er med at svinge en kost eller med planlægning og afvikling af stævner eller arrangementer. Thomas er også en uvurderlig hjælp som sparringspartner for ledelsen i SSB, både økonomisk og politisk, og det er altid med en humoristisk og nordjysk måde at sige tingene mere eller mindre direkte på.

 

Med venlig hilsen

Storvorde Sejlflod Boldklub

Formand, Sten Kristensen

Luk